To anholdte i Syd- og Sønderjylland er også sigtet for svindel i Sydøstjyllands politikreds.
Syd- og Sønderjyllands Politi har torsdag og fredag anholdt to mænd mistænkt for flere sager om svindel af ældre borgere. Flere af forholdene involverer også sager hos Sydøstjyllands Politi.
De to mænd på henholdsvis 36 år og 32 år er begge sigtet for adskillige tilfælde af bedrageri mod ældre i Jylland og på Fyn – blandt andet i Lunderskov, Vamdrup og Christiansfeld. Ifølge sigtelsen har de to mænd lokket kreditkort fra borgerne og efterfølgende hævet kontanter i pengeautomater.
Begge mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
”Takket være et solidt efterforskningsarbejde er to mænd, der står bag talrige svindelsager, anholdt og varetægtsfængslet. Politiet efterforsker nu videre på sagerne, og det kan ikke udelukkes, at de to mænd vil blive sigtet for flere forhold på sigt,” siger politiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, Jacob Ulvedal.
Tre gode råd til at undgå at blive snydt
- Få udeladt nummer: Så fremgår dit telefonnummer og adresse ikke på internettet, og det bliver sværere for svindlerne at skabe kontakt.
- Gør din Facebook-profil mere privat: Begræns hvem, der har adgang til dine kontooplysninger og venneliste.
- Vær skeptisk, hvis nogen beder dig om at overføre penge eller udlevere dine personlige oplysninger. Eller hvis du får uanmeldt besøg af nogen, du ikke kender - også selvom de bare ”vil hjælpe”.
Hjælp dine forældre og bedsteforældre med at gøre deres Facebook-profil mere privat og få udeladt nummer hos deres teleudbyder, så deres navne, telefonnumre og adresser ikke ligger frit tilgængelige på nettet. Hent vores folder ”Forebyg svindel”, der vejleder dig, om hvordan du gør.
Download også folderen ”Vær skeptisk, hvis du…” her, og del den med dine ældre familiemedlemmer.