Borgmestervej: Et botilbud, der skaber tryghed, relationer og personlig udvikling igennem 25 år

Foto: Kolding Kommune. Musiker spiller Guitar til Borgmestervejs 25. års jubilæum
dato

I mere end 25 år har botilbuddet Borgmestervej været et hjem for mennesker med varige og psykiske udfordringer. Et hjem hvor de få støtte til hverdagens liv. Derfor blev der også festet med Sønderjysk kaffebord, taler og musik i anledning af botilbuddets 25-års jubilæum.

Jubilæet markerede således ikke blot en milepæl for botilbuddet, men var også en anledning til at fejre de fremskridt og den positive indvirkning, der er blevet skabt i løbet af årene. Ifølge medarbejder Tina Andersen formår botilbuddet at skabe et trygt og støttende miljø, hvor fokus ligger på nærvær, relationer og personlig udvikling.

”Personalet på Borgmestervej arbejder målrettet på at skabe en atmosfære, der fremmer tillid og relationer. Det er netop denne indsats, der skaber grobund for personlig udvikling, livsglæde og opnåelse af individuelle mål,” forklarer Tina Andersen.

Det er ikke kun personalet på Borgmestervej, der yder støtte og hjælp til beboerne. Beboerne mødes også af byens befolkning med venlighed, smil og positivitet, og de spiller en stor rolle i at skabe tryghed for beboerne.

Det lokale samfund viser en autentisk interesse, og flere af de lokale virksomheder åbner deres døre og inkluderer beboerne i deres arbejdspladser. Dette skaber en meningsfuld integration og giver beboerne mulighed for at føle sig som en del af samfundet. Det nærværende, rolige og støttende miljø bidrager desuden til at udvikle beboernes selvstændighed og frihed.

Trivsel, udvikling og selvbestemmelse er i dag i højsædet
Borgmestervej er stadig efter 25 år kendetegnet ved at have beboernes trivsel og udvikling i centrum, men har i dag også stor fokus på beboernes egne ønsker, håb og drømme grundet arbejdstilgangen Selvværd og Sammenhæng, som Kolding Kommune indførte sammen med strategien Borgens Centrum tilbage i 2012.

En tilgang der har haft stor betydning for det botilbud, vi står med i dag.

Konkret betyder det blandt andet, at beboerne på Borgmestervej i dag har en høj grad af selvbestemmelse og medbestemmelse over eget liv. Derfor arrangeres der også beboermøder, hvor beboerne selv kommer med punkter til dagsorden.

Det har resulteret i deltagelse i Royal Run, maddage med fx grill, et tilbud om massage og andre aktiviteter, som medarbejderne hjælper med at sætte i værk. Medarbejdernes opgave er derfor at understøtte beboerne der, hvor de har et behov.

”Borgmestervej er det botilbud, det er i dag, fordi beboerne selv gør det til et hjem og har et fantastisk fællesskab. Jeg er derfor stolt af, at vi i dag står med et botilbud, som danner rammen for en værdifuld hverdag i trygge, hjemlige og udviklende rammer,” fortæller afdelingsleder på Borgmestervej Jane Tholle.

Stor tak til alle sponsorer
Botilbuddets 25-års jubilum blev støttet at flere lokale virksomheder, som dermed var med til at sikre en festlig dag. Stor tak til:

  • Martensens boghandel
  • Donslund vine
  • Meny
  • Blomstergården
  • Anemonen
  • Xocolatl
  • Arla
  • Honningkagehuset
Kilde: Kolding Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.