Flere hundrede frivillige skal bl.a. tale om Kræftens Bekæmpelses rolle i civilsamfundet.
Skinnerne for næste års arbejde i Kræftens Bekæmpelse bliver lagt i weekenden, når hundredvis af foreningens frivillige mødes til repræsentantskabsmøde d. 25.-26. maj på Hotel Comwell i Kolding. Det er en fast tradition, at det netop er i Kolding, de mere end 300 frivillige sætter hinanden stævne.
- Jeg ser altid frem med stor glæde til at mødes med vores engagerede frivillige. Repræsentantskabsmødet er hjertet i Kræftens Bekæmpelse. Det er her, fundamentet for foreningens arbejde bliver lagt. Og så er det specielt for mig personligt, da jeg stiller op til genvalg som formand, siger formand i Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen.
På repræsentantskabsmødet skal frivillige fra lokalforeninger, regionsudvalg, præsidium og hovedbestyrelse bl.a. tale om Kræftens Bekæmpelses rolle i civilsamfundet og drøfte foreningens kræftpolitiske arbejde både lokalt og nationalt.
- Frivillige ildsjæle er Kræftens Bekæmpelses DNA. Jeg er meget stolt af at være del af et stærkt fællesskab, der bekæmper kræft, og jeg glæder mig til at tale om, hvordan vi bedst opnår vores mål for fremtiden, siger Helen Bernt Andersen.
To gæstetalere
Udover flere workshops og faglige oplæg hen over weekenden vil der være to gæstetalere – bl.a. Anders Ladekarl, generalsekretær for Røde Kors i Danmark.
- Det er godt at få inspiration udefra. Det kan vi bruge i vores arbejde og danne grundlag for værdifulde samtaler, forklarer Helen Bernt Andersen.
Ny vicepræsident
Et særligt punkt på dagsordenen for årsmødet er valg af ny vicepræsident til foreningens præsidium, der består af en præsident og to vicepræsidenter.
Tidligere håndboldlandsholdsspiller Lars Christiansens valgperiode udløber, og han kan derfor ikke genvælges. Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa og tidligere minister, fortsætter som præsident, og tv-vært Hans Pilgaard vil fortsat være vicepræsident.