Under forstærkningen af kajanlægget ved Marina Syd i Kolding slap 60-90 liter olie ud i vandet. Udslippet opstod formentlig som følge af en lækage på en hydraulikslange på en af de anvendte store boremaskiner. Størstedelen af olien blev dog opsamlet på dækket af arbejdsprammen, før den nåede at sprede sig til havnebassinet.
Omgående indsats betød, at udslippet blev standset hurtigt. Kolding Kommune lagde flydespærrer ud for at opsamle mest muligt af den resterende olie. Brandvæsen og miljøvagt blev involveret i indsatsen og har udtrykt tilfredshed med håndteringen af situationen. Flydespærrerne forbliver i vandet indtil i morgen, hvorefter det vurderes, om yderligere tiltag er nødvendige.
Kolding Kommune er i dialog med entreprenøren for at klarlægge årsagen til hændelsen og for at sikre, at lignende uheld undgås fremover. Arbejdet med at forstærke kajanlægget fortsætter som planlagt og forventes afsluttet i april.
Det nye højvandsdige ved Marina Syd er allerede fuldt funktionsdygtigt ved eventuel forhøjet vandstand, men yderligere forstærkning af kajanlægget skal sikre digets ønskede styrke og stabilitet.
https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/mindre-udslip-af-olie-ved-marina-syd