Kolding midtby får grønnere byrum og forbedret tilgængelighed med stor fornyelse af Klostergade og Lille Brostræde

Foto: Kolding Kommune.
dato

Kolding Kommune fornyer Klostergade og Lille Brostræde med nyt grønt byrum og forbedret adgang i hjertet af den historiske bykerne.

Kolding Kommune er i fuld gang med et stort byforskønnelsesprojekt i Klostergade og Lille Brostræde. Målet er at skabe et hyggeligt og grønt kvarter midt i Koldings historiske bykerne.

Siden slutningen af oktober har entreprenøren arbejdet på Lille Brostræde, og arbejdet er nu nået så langt, at den første del af Klostergade også inddrages. Projektet omfatter blandt andet ny belægning og plads til grønne elementer. Under arbejdet vil dele af Klostergade være spærret for gennemkørsel. Fodgængere og cyklister, der trækker cyklen, kan dog stadig passere, og der er adgang til fods til butikker og boliger.

Lukningen vil betyde, at både varekørsel og beboerkørsel påvirkes. Disse bilister henvises til ruten via Gråbrødregade og Jernbanegade.

Initiativet er en del af en større og ambitiøs fornyelse af Koldings historiske bykerne, som løber frem til 2030. Byrådet har afsat 160 mio. kr. til at skabe en levende og sammenhængende bymidte med nye belægninger, mere beplantning, forbedret belysning og ensartet byrumsinventar. Derudover skal wayfinding og formidling gøre det lettere at finde vej og samtidig formidle Koldings historie.

Læs mere om projektet via disse sider:

Forskønnelse af Klostergade/Lille Brostræde

Fornyelse af Kolding bymidte 2025-2030

https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/byforskoennelse-i-klostergade

Kilde: Kolding Kommune