Turismen i Kolding Kommune har igen slået rekord. Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik, har Kolding fra januar til september 2025 haft en samlet vækst i overnatninger på 1,7 % sammenlignet med samme periode året før – markant over landsgennemsnittets 0,4 %. Særligt bemærkelsesværdig er udviklingen i danske overnatninger, hvor kommunen oplevede en fremgang på 0,9 %, mens resten af landet gik tilbage med -2,1 %.
Fremgangen skyldes flere års målrettet indsats på kulturområdet, strategisk markedsføring og stærke partnerskaber. Kolding Kommune har, i samarbejde med Destination Trekantområdet, kulturaktører, detailhandlen og restaurationslivet, investeret vedvarende i kultur- og turismeudvikling.
Kulturen har vist sig som en afgørende faktor. Fra januar til september 2025 blev der registreret over 640.000 overnatninger i Kolding. De internationale overnatningstal steg med 2,6 %, hvilket bringer byen op på niveau med gennemsnittet i resten af landet og understreger byens voksende internationale tiltrækningskraft.
Trapholt er et tydeligt eksempel: Museet oplevede i sommerferien 2025 en fremgang på 65 % i besøgstal sammenlignet med året før, særligt på grund af udstillinger med Michael Kvium og FEEL ME. Kolding tiltrækker både kunst- og designinteresserede gæster, som også bidrager til bylivet og kulturlivet generelt.
Turismen skaber stor økonomisk værdi og arbejdspladser i Kolding. I 2024 nåede turismeomsætningen op på 2,7 milliarder kroner, og fra seneste opgørelse i 2023 skabte turismen mere end 2.000 jobs – et rekordhøjt antal for kommunen. Institutioner som Koldinghus, Trapholt og Museum Kolding fungerer som vigtige drivkræfter, både som turistmagneter og som brobyggere mellem kultur, erhverv og byens historie.
Også byens borgere nyder godt af investeringerne i kulturen, som er blevet en vigtig del af Koldings identitet. Kulturtilbuddene er ofte tæt knyttet til byens skoler, og på Koldinghus oplevede man i 2024 over 125.000 besøg – mange af dem i forbindelse med skoleklasser og lejrskoler fra hele landet. Her bliver kulturen en fælles oplevelse og et læringsrum, der motiverer familier til at vende tilbage til Kolding.
Med over 640.000 overnatninger fra januar til september 2025, en stigning i såvel danske som udenlandske gæster og en betydelig omsætning i både detail- og oplevelseserhvervene, står Kolding stærkt og forventer fortsat fremgang, når årets sidste tal gør status over byens turistliv.
Fakta om turisme i Kolding 2024/2025
• 640.591 overnatninger (jan.–sep. 2025), op fra 629.773 i 2024
• 1,7 % samlet vækst i overnatninger
• 0,9 % vækst i danske overnatninger (mod -2,1 % nationalt)
• 2,6 % vækst i udenlandske overnatninger
• 338.177 danske overnatninger og 302.414 udenlandske overnatninger
• Turismeomsætning 2024: 2,7 mia. kr.