Næste år danner Kolding Stadion rammen om finalerne i Netto Skolepokalen. Her kan tilskuerne forvente jubelskrig, spænding og fællesskab, når de bedste skolehold dyster om at løfte pokalerne. Kolding Stadion har eksisteret siden 1898 og blev senest moderniseret med en ny vesttribune, som åbnede i 2026.
I samarbejde med DBU og lokale partnere vil Kolding Kommune skabe en festdag, der sætter fokus på glæden ved fodbold og bevægelse for både børn og unge. Inden finalerne inviteres lokale skoler til særlige aktiviteter og fællesskabende oplevelser, så endnu flere unge kan opleve begejstringen ved fodbold tæt på.
Værtskabet er en del af et mangeårigt samarbejde mellem Kolding Kommune, DBU og DBU Jylland gennem DBU Velfærdsalliancekommunen. Formålet med alliancen har siden 2019 været at styrke trivsel, sundhed og fællesskab hos børn og unge via fodbolden. Partnerskabet er nu forlænget til 2030, og afholdelsen af skolepokalfinalerne i Kolding markerer endnu et skridt i dette samarbejde.
DBU arrangerer i forbindelse med finaledagen et netværksmøde for lokale aktører og samarbejdspartnere. Det giver mulighed for at etablere relationer og dele perspektiver, mens man følger begivenhederne på banen fra første række.
Om et Kolding-hold når finalen på hjemmebane, vil tiden vise. Men det står allerede nu klart, at finaledagen på Kolding Stadion bliver en stor oplevelse for både spillere, skoleelever og tilskuere i kommunen.