Spildevandsudslip i Apotekerengen får Kolding Kommune til at advare borgere og hundeejere mod kontakt med vandet

Foto: Kolding Kommune.
dato

Efter et nyligt udslip af spildevand i Apotekerengen opfordrer Kolding Kommune borgere og hundeejere til at undgå kontakt med vandet, mens der ventes på prøvesvar.

Kolding Kommune har i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed vurderet situationen omkring et udslip af spildevand i Apotekerengen. Anbefalingen lyder, at både borgere og hunde skal undgå at gå ud i eller på anden måde komme i kontakt med vandet, da spildevandsbakterier kan give diarré, hvis man får vandet ind i munden.

Forureningen blev stoppet af Blue Kolding i søndags, en time efter at selskabet blev gjort opmærksom på udslippet. Foreløbige undersøgelser indikerer, at der har været tale om hærværk mod en brønd ved Bygmarken i Nørre Bjert, hvor et tungt dæksel var fjernet og brønden efterfølgende fyldt med træ og grene, så vandet ikke kunne løbe igennem. Som følge heraf løb vandet ovenud, og miljøvagten blev tilkaldt søndag aften. BlueKolding rekvirerede en slamsuger, der fjernede træet og stoppede udslippet.

Kommende tiltag inkluderer opsætning af skilte i Apotekerengen samt udtagning af prøver fra søen for at undersøge, om der er sundhedsskadelige mængder af spildevandsbakterier. Svaret på prøverne forventes sidst på ugen, hvorefter kommunen melder ud, om forholdsreglerne fortsat skal gælde. Der er ikke iagttaget døde fisk eller andre tegn på forurening i det tilstødende vandløb eller i søen på Apotekervænget. De markerede områder viser, hvor man skal holde sig på afstand af vandet.

Hvis man opdager overløb af spildevand eller andre forureninger, skal det straks indberettes ved at ringe 112. Beredskabet bliver herefter sendt ud for at besigtige hændelsen, og om nødvendigt tilkaldes den fælleskommunale miljøvagt. Læs mere om håndtering af miljøhændelser på https://www.kolding.dk/borger/natur-miljoe/miljoevagten/.

Yderligere information om Apotekerengen findes på https://www.kolding.dk/oplevkolding/natur/404-apotekerengen/.

https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/haervaerk-mod-spildevandsbroend-hold-dig-fra-vandet-i-apotekerengen

Kilde: Kolding Kommune